Fang det smukke lys
Dansk nordlys Guide
Er du klar til at blive inspireret til at opdage og fotografere det magiske nordlys i Danmark? Selvom nordlys i Danmark er sjældent, betyder det ikke, at det er umuligt at se eller fange det på kameraet.
I denne artikel vil jeg give dig et par tips og tricks til, hvordan du kan finde og fotografere nordlys i Danmark. Som en erfaren nordlys-jæger og fotograf, der har fanget det smukke fænomen i de nordlige lande, deler jeg mine erfaringer med dig.
Jeg vil guide dig igennem, hvordan du kan forudsige aktiviteten af dette fænomen, fortælle dig, hvilket udstyr der er nødvendigt, og give dig tips om, hvordan du kan forberede dig bedst muligt på at fange det i det mest fantastiske lys.
Så hop med på denne inspirerende rejse og bliv klogere på, hvordan du kan jage nordlyset lige her i Danmark!
Hvad er nordlys (aurora borealis)?
Nordlys er et smukt fænomen, hvor lyset i himlen danser i farver som grønt, rødt, blåt og lilla. Det opstår, når solens energirige partikler rammer jordens atmosfære og får gas partiklerne til at lyse op. Det kan kun ses i områder tæt på polerne, hvor jordens magnetiske felt er stærkest. Nordlys forekommer ofte om vinteren, når himlen er mørk og klar.
Nordlys er også kaldet aurora borealis (latin), og når der er tale om sydlys kan det også kaldes aurora australis.
Hvordan finder man nordlyset?
For at finde nordlys bedst muligt skal man tage til et sted, hvor der er mørkt, altså et sted med lidt lysforurening. Nordlys opstår normalt omkring midnat, men kan også ses tidligere på aftenen eller tidligere om morgenen. Der findes også apps og hjemmesider, der viser sandsynligheden for nordlysaktivitet, baseret på solstorme og andre faktorer. Det er vigtigt at huske på, at nordlys er et naturligt fænomen, og der er ingen garanti for at se det, men det er stadig en oplevelse værd at prøve.
Hvilke apps og hjemmesider til nordlys?
Der er mange gode apps og hjemmesider man kan bruge. Der er også nogle rigtig fine Facebook grupper som ofte varsler i god tid, når der er chancer for nordlys. Evt søg efter “Nordlys danmark” på Facebook.
Nogle af de apps jeg bruger er “Aurora Alerts – Northern Light” og “My Aurora Forecast“. Hjemmesider bruger jeg https://auroraforecast.com/
og https://www.spaceweatherlive.com/en/auroral-activity/aurora-forecast.html
Du har sikkert hørt om “KP indeks”. Det er et tal der viser hvor langt syd (breddegrader) nordlyset potentielt kan komme ned (syd på).
Danmark ligger i KP7, så KP skal helst ligger på minimum 6 (gerne højere) for at kunne ses i Danmark.
Derudover skal der selvfølgelig også være klart vejr. Nordlys forekommer i jordens øvre atmosfære, som strækker sig fra cirka 100 km til 1000 km over jordens overflade. Derfor ses nordlys normalt i en højde på omkring 100-400 km over jordens overflade. Den nøjagtige højde afhænger af faktorer som energien af de solare partikler, der kolliderer med jordens atmosfære, og sammensætningen af de gasser, der findes i forskellige lag af atmosfæren.
KP eller Bz værdi?
KP-indekset er fint at gå ud fra, men der er mange faktorer som spiller ind. En af dem er bl.a. “Bz” værdien.
Bz giver os information om hvilken retning partiklerne fra solen bevæger sig i, efter de er nået atmosfæren. Når vi observerer nordlyset, er en negativ Bz-værdi det, vi ønsker at se. En positiv Bz-værdi indikerer, at de fleste partikler rammer sydpolen, mens en negativ værdi betyder, at de fleste partikler rammer nordpolen. Hvis Bz-værdien er 0, indikerer det en jævn fordeling af partiklerne mellem nord og syd.
Eksempelvis var Bz nede på omkring -17 i dagene 26-28 februar 2023, hvilket var rigtig godt.
Nødvendigt udstyr til at fange nordlys
Nu tager jeg billeder med professionelt udstyr, så det er det jeg vil tage udgangspunkt i her. Dette betyder ikke, at du sagtens kan prøv af med samme indstillinger med en mobil.
Anbefalet udstyr til nordlys fotografering:
- Spejlrefleks el. Mirrorless kamera
- Vidvinkel objektiv, så du kan fange mest muligt (14 – 24mm)
- Stativ
- Pandelampe / Lygte
Kameraindstillinger:
- Mode: M (Manuel)
- Lukkertid: 1 – 6 sekunder (kan gå op til 10 sekunder *1)
- Blænde: f/1.8 – f/2.8 (også fint med højere blænde tal)
- ISO: 1000 – 6400
Fremgangsmåde (DSLR / Mirrorless):
- Sæt kamera på stativ
- Enten stil fokus på noget langt væk (min. 100m), sæt fokus til infinity (∞) eller stil fokus manuelt med hjælp af LiveView
- Sæt kamera/objektiv til manuel fokus
- Brug ovenstående kameraindstillinger
- Sæt kamera til selvudløser (2 sek), så du er sikker på at kameraet ikke får rystelser
- Skyd løs
*1 Nogle vil måske undre sig over hvorfor man har en høj ISO, og ikke bare sætter lukkertid op til fx 15-20 sekunder. Forklaring til det er at nordlys bevæger sig konstant, og hvis man vil fange nordlysets struktur, skal man passe på med at have for lang lukkertid. Billederne du ser her i artiklen er skudt imellem 2 – 6 sekunder.
Mobil
Har din mobil Manuel-mode? Så har du en fordel. Ellers kan nogle apps hjælpe med at indstille kameraet manuelt.
Hvis du tager billeder med mobil kan du prøve med samme indstillinger, som beskrevet ovenover.
Du skal muligvis ændre på lukkertiden så den kommer op på omkring 10 – 15 sekunder i stedet for. Sæt ISO’en ned hvis du kan, og hvis billedet er for mørkt kan du sætte ISO’en op.
Husk at sæt din mobil på et stativ eller andet stabilt, det er vigtigt at mobilen står helt stille så du kan fange nordlyset bedst.
Kan man se nordlyset med det blotte øje?
Ja. Du kan se nordlyset med dine egne øjne.
Dog ser det ikke ud som på de billeder, du ser her i artiklen. Herunder har jeg prøvet at lave et eksempel på, hvordan det kunne se ud med det blotte øje.
Opsummering af hvordan du fanger nordlys
Vi har nu kort været igennem hvad nordlys er, hvordan vi bedst finder nordlys ved hjælp af Apps, hjemmesider, FB grupper og KP indeks. Vi kom også igennem hvilke kameraindstillinger jeg anbefaler man bruger når man skal tage nordlys billeder, samt hvilket udstyr. Nu er du klar til at komme ud og jage det smukke lys.